Frøs Lederpris 2015 i Gram gik til Karen Jessen
 

Den 11. november blev Frøs Herreds Sparekasses lederpris for Gram uddelt. Prisen gik til Karen Jessen fra Gram Gymnastik- og Idrætsforening og blev overrakt af erhvervsrådgiver Jesper Fabrin fra Frøs.

Frøs overraskede Karen Jessen i Gram Fritidscenter, hvor flere var mødt op for at hylde hende, da Frøs Lederpris 2015 blev overrakt.

Karen har i flere år været et kendt og vellidt ansigt i Gram Gymnastik- og Idrætsforening, hvor hun har rigtig mange jern i ilden. Dette lige fra børne-gynmastikhold til svømmeundervisning og betyrelsesarbejde. Med Karen som primusmotor kunne foreningen for nogle år siden tilbyde svømmeundervisning i friluftsbadet og succesen var enorm. Flere og flere er tilmeldt undervisningen, som med anderledes træningsformer er med til at lære børnene at svømme uden hjælpemidler. Karen er en af de ildsjæle, som for mange foreninger er uundværlige.

”Det er en stor glæde at uddele Frøs Lederpris. Karen Jessen har vist, at en stor og frivillig indsats virkelig betyder noget for det lokale samfund. Vi ønsker hende et stort tillykke", udtaler Jesper Fabrin.

Karen Jessen belønnes med Frøs Lederpris 2015 for Gram. Sammen med prisen følger en check på 5.000 kr.