Frøs Sparekasse planlægger direktørskifte i 2017

 

1. april 2017 takker Kurt Jensen af - administrerende direktør i Frøs Sparekasse siden 1980. Dengang var der 20 medarbejdere og 2 afdelinger - i dag er der 144 medarbejdere i 11 stærke afdelinger. Sparekassens egenkapital er gået fra 11 mio. kr. til 566 mio. kr., og indlånet er vokset fra 75 mio. kr. til 4.790 mio. kr.

Til foråret har jeg haft 37 fantastiske år i Frøs Sparekasse, og jeg fylder 66 år. Det er et naturligt tidspunkt at sige farvel og tak. Jeg kan se tilbage på et langt og givende arbejdsliv, hvor det hver dag har været en glæde at gå på arbejde. Jeg glæder mig til at få mere tid til familien, sport og eventuelt et par interessante bestyrelsesposter. Der har ikke været mange ledige stunder i kalenderen gennem årene. Samtidig er det er en stor tilfredsstillelse at videregive stafetten til en anden på et tidspunkt, hvor Sparekassen leverer rigtig fine resultater og har stor søgning fra nye kunder,” siger Kurt Jensen.

Op til sommerferien præsenterede sparekassen det bedste halvårsregnskab i sparekassens 144 årige historie. Sparekassen er i rigtig god gænge og leverede et overskud før skat på 39 mio. kr.

Jeg har været privilegeret med et enestående team af medarbejdere, og sammen har vi nået mange milepæle, f.eks. da vi for få år siden blev kåret som Europas Bedste Arbejdsplads i Paris. Dygtige og tilfredse medarbejdere er en forudsætning for at skabe gode resultater og have glade kunder,” siger Kurt Jensen.

Tillid fra garanter, kunder og medarbejdere

Bestyrelsesformand Jørgen Kring Jensen siger: ”Kurt Jensen har gennem 37 år ledet Frøs Sparekasse sikkert og stærkt gennem såvel en finanskrise, højkonjunktur og kartoffelkur, så Frøs Sparekasse i dag står som et solidt og selvstændigt pengeinstitut. Sparekassen nyder stor opbakning og tillid fra vores garanter, kunder og medarbejdere, og derfor er vi på udkig efter en ny stærk profil, som vil fortsætte den strategiske linje med Frøs Sparekasse som et selvstændigt pengeinstitut med rødder i det syd- og sønderjyske. Frøs Sparekasse er lykkedes med at holde fuld fokus på den personlige betjening, det lokale og det digitale. Det er en linje, som ikke bare eksisterende kunder sætter pris på, men som også tiltrækker mange nye. Det skal vi bygge videre på.

Jørgen Kring Jensen pointerer, at der i god tid inden Kurt Jensens afgang bliver ansat en ny direktør, så generationsskiftet kan gennemføres på bedst tænkelige måde med henblik på, at Frøs Sparekasse styrer sikkert ind i fremtiden.